Du og dit barn bliver et lille team der arbejder sammen og hvor nærhed bliver det centrale. Sammen vil I blive ført igennem de enkelte lektioner, med stort udbytte for jer begge to. Du vil opleve et samspil med dit barn som du kun kan få i vand- for kun i vand stimuleres alle sanser samtidig. Babysvømning er godt for dit barns motoriske udvikling, men styrker også den sociale og intellektuelle udvikling. Du får alt den støtte og vejledning du har brug for, når du skal lære at håndtere dit barn i vandet.
 
 
Hvornår kan du starte med dit barn?
Når dit barn vejer over 4 kg. og navlen er lægt, kan det starte på babysvømning. Som mor må du ventel 8 uger efter fødslen med at starte. Din læge kan fortælle dig hvornår du er klar.
 
Hvor foregår babysvømningen?
Babysvømningen foregår i badets nye varmtvandsbassin. Vandet er 34 grader varmt. Bassinet er i den samme hal som det store bassin og soppebassinet. Temperaturen i hallen er 30 grader.
 
Hvordan bliver vi klar til en lektion?
Når I kommer ind i forhallen er der indgange til henholdsvis dame- og herreomklædningen. Ved billetsalget er der transportstole til babyen, der ikke skal bades i denne afdeling af badet. Det er her du skal bade og skifte til badetøj, medens din baby sidder sikkert i transportstolen. De aflange skabe er til dit tøj og andet du ikke ønsker at medbringe i hallen. Det er en god idè med en badekåbe eller et stort håndklæde du kan tage om dig når du har badet. Det er vigtigt at både du og din baby bliver vasket grundigt inden I skal i vandet! Vandet er som sagt 34 grader varmt, hvilket er dejligt for jer begge to, men også for de bakterier der stortrives ved denne temperatur. Fra omklædnings- og baderummet går du ned til varmtvandsbassinet med din baby i stolen. Her finder du pusle- og badefaciliteter til dit barn. Det er først nu dit barn skal bades og have blebadebukser på. Du kan købe blebadebukser i badet for 60 kr. De er vaskbare og kan bruges utallige gange. Det er en god ide med en badekåbe, eller et håndklæde, til at tage om dit barn indtil lektionen starter- og efter lektionen. Efter lektionen gør du bare det hele i omvendt rækkefølge; altså først bade og pusle din baby, så tøj på, ned i stolen og derefter med tilbage til omklædningsrummet, hvor det så er din tur til at bade og få tøj på.
 
Et par små informationer.
Det kan ikke undgås at dit barn sluger lidt vand undervejs i lektionen. Det kan også ske at du selv får taget en tår af vandet. Det kan give lidt mavekneb men er på ingen måde farligt for dit barn eller dig. Det vil være godt hvis du har en kiks eller andet med der kan absorbere vandet i mavesækken hvis dit barn er stort nok til det. Til de mindste er der en mikroovn hvori du kan varme maden. Sørg også selv for at få en lille bid mad og lidt at drikke efter lektionen. Præcis som du selv kan føle dig uoplagt og træt, kan dit barn også have en dag hvor babysvømning bare ikke er sagen. Accepter din eller dit barns uoplagthed og pres ikke en lektion igennem. Det kan blive en dårlig oplevelse for jer begge to, en oplevelse I vil bære videre i forløbet. Tag en fridag begge to - og kom så glade til babysvøm næste gang!